Peter Albrechtsen holder workshop om lyddesign

 

 

Peter Albrechtsen har mange titler og talenter. Han er bl.a. lyddesigner, musik-supervisor, skribent og underviser. Peter er uddannet tonemester fra Den Danske Filmskole i 2001.

 

Peter arbejder på både spillefilm og dokumentarfilm, og hans omfattende cv tæller over 200 projekter, både danske og udenlandske. Nogle af hans seneste danske produktioner er den Oscar-nominerede "The Cave", en af årets store danske biosucceser, "Vores mand i Amerika", og Fenar Ahmads eventyrfilm "Valhalla". Derudover arbejder Peter på mange internationale film, og alene i år har han haft indtil flere film med på programmet på både Sundance Film Festival, Berlin Film Festival og Tribeca Film Festival. Han blev i 2017 inviteret til at blive medlem af Oscar-akademiet.

Peter har i det hele taget modtaget mange hædersbeviser. I 2016 modtog han både en Robert og en Sær-Bodil for "sit entusiastiske og dygtige lydarbejde på danske film" for arbejdet med lyddesignet i Christina Rosendahls 'Idealisten'. For samme film blev han præmieret af Statens Kunstfond med håb om, at "han vil fortsætte sit exceptionelle, entusiastiske, nørdede og vanvittigt dygtige arbejde med film og lyd." Peter Albrechtsen og Christina Rosendahls fortsatte deres samarbejde med førnævnte "Vores Mand i Amerika", der bliver vist i Øst for Paradis som en del af workshoppen. Her arbejdede Christina og Peter med lyddesignet allerede på manuskriptplan, og eksempler herfra vil også indgå i workshoppen.

Udover lydarbejdet er Peter Albrechtsen en flittig og passioneret formidler af sit fag. Han har undervist på Den Danske Filmskole, Sonic College i Haderslev og The Animation Workshop i Viborg og holdt foredrag om filmlyd på blandt andet IDFA i Amsterdam, Doc House i London, South by Southwest i Texas og filmfestivalen Ambulante i Colombia. Du kan læse mere om Peters baggrund her.

Peter Albrechtsen kommer til Aarhus Filmværksted den 24/8 og den 25/8, hvor han afholder en workshop om, hvordan lyd kan bruges som kreativ medfortæller i film. Lyden er den mest usynlige del af filmen, men kan på helt særlig måde understøtte, udvide og forme filmens univers. Peter vil gå dybt ned i sin kreative proces og fortælle, hvordan man kan arbejde med lyd og musik som inspiration. Peter vil vise en række klip og eksempler fra både egne og andre produktioner, så de to dage bliver et dybdeborende indblik i filmlydens magiske verden.

 

Workshoppen forløber sig over to dage og henvender sig til instruktører, producere, lyddesignere, klippere og filmkomponister. Programmet er i overordnede træk som følger:

24. august

13.00: Workshop for tonemestre, instruktører, producere og klippere. 

17.30: Spisepause (medbring selv mad eller tag et smut på Streetfood()     

19.00:  Øst For Paradis – Introduktion til ”Vores mand i Amerika” af Peter Albrechtsen ud fra et lyddesign-perspektiv. Hvordan var samarbejdet med instruktøren og processen omkring udvikling af musikken?        

19.15: Visning af ”Vores mand i Amerika”           

21.15: Spørgsmål fra salen           

21.45: Tak for i aften            

25. august

09.00: Workshop fortsat          

14.00: Tak for denne gang

 

Deltagelse i workshoppen koster 150 kr, som betales via Mobilepay - og som inkluderer billet til visningen af "Vores Mand i Amerika" i Øst for Paradis. Der er begrænsende antal pladser, og der vil blive lagt vægt på motiverede ansøgninger, som indsendes her. Ansøgningsfrist 22/8 kl. 24.

 

 

Go back