AFV Masterclasses - Sådan skriver du til et serieformat
Aarhus Filmværksted er vært for en række filmfagligt målrettede Masterclasses, som henvender sig til unge filmarbejdere. Formålet med hver enkelt Masterclass er i yderligere grad, at professionalisere de unge filmarbejdere, der allerede har arbejdet med et konkret filmfagligt område, og i højere grad udruste dem til mødet med branchen. Hver Masterclass er ledet af fagligt veletablerede og velrenommerede filmarbejdere, der har de rette kompetencer inden for den konkrete fagdisciplin.
Med afsæt i værkstedets mangeårige erfaring og kendskab til det filmfaglige felt, har vi udvalgt 5 fagområder, hvortil der er grund til at tilbyde dybdegående sådan-gør-du værktøjer. Fælles for hver Masterclass vil være et tilbud om konkret og grundfaglig undervisning, som kan forbedre de unge filmarbejderes kompetencer og muligheder inden for deres fagområde. Hver Masterclass skal således ses som led i en generel kvalifikationsopbygning af filmtalenterne i Aarhus og omegn, og som et led i deres vej til et endeligt branchegennembrud.
MANUSKRIPT MASTERCLASS – SÅDAN SKRIVER DU TIL ET SERIEFORMAT
DATO: Masterclass afholdes d. 12.-13. Maj 2018, kl.9.00-15.30
UNDERVISER: Julie Budtz Sørensen // Julie (f. 1987) har en cand. mag. i idéhistorie og er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2015. Siden da har hun arbejdet med diverse instruktører deriblandt Annette K. Olesen, Ask Hasselbalch og Barbara Rothenborg Topsøe, hun har skrevet og instrueret kortfilmen Middag med A som vandt Odense Film Festivals Pitch Me Baby konkurrence i 2015, samt være forfatter på de to radiodramaer Love Me Tinder og Det Med Liv på DR.
INDHOLD: Workshoppen er for manuskriptforfattere, der ønsker at skrive tv-serier. Undervisningen vil dels bestå af en mere teoretisk del, hvor vi gennemgår et par afsnit af kendte tv-serie og snakker om tv-serie begreber som karakterbuer, sæsoner, afsnitsstruktur, præmis og arena.
Vil vil derudover tale om forskellen på at være hovedforfatter og episodeforfatter, hvordan det er at arbejde i fællesskab i et writer’s room og samarbejdet med broadcastere som fx. DR og HBO Nordic.
Endelig vil vi gennemgå biblen som format, en måde at præsentere sin tv-serie idé både visuelt og narrativt for broadcastere og produktionsselskaber.
Den praktiske del af workshoppen består i, at deltagerne går sammen i grupper for at brainstorme på ideer til en serie ud fra nogle stikord. Formålet med dette er, at deltagerne får et indblik i, hvordan en idéudvikling i samarbejde med andre forfattere kan foregå. Samtidig får deltagerne mulighed for at bruge de værktøjer de har lært den første dag.
Vi bruger også noget tid på at tale om den gode pitch og har noget pitchtræning, som deltagerne får brugt den sidste dag, hvor de sammen skal pitche deres idé til en tv-serie for de andre deltagere.
DET LÆRER DU:
- Hvordan strukturerer man en tv-serie bibel/præsentation af ens serie
- Hvordan pitcher man sin idé
- Hvordan idéudvikler man i fællesskab med andre forfattere.
PROGRAM:
Dag 1
- Introduktion til arbejdet med tv-serier
- Vi snakker om tv-serier ud fra nogle eksempler (fx. Sopranos, Twin Peaks, Mad Men, Parcs and Rec).
- Julies egne erfaringer med at arbejde med tv-serier. DR, produktionsselskaber, udvikling.
- Forskellen på at være hovedforfatter og episodeforfatter.
- Karakterer. Hvordan man kan forme og udvikle en karakter over mange sæsoner.
- En bærende præmis. Hvordan skaber man en historie til det serielle format.
- Deltagerne danner grupper af ca. tre. Ud fra nogle stikord skal de udvikle en grundlæggende ide til en tv-serie. Eftermiddagen bruges til at brainstorme ideer, finde tre hovedkarakterer, et par arenaer, en præmis og tematik.
Dag 2
- Præsentation af tv-serie idé: Hvordan formidler man sin idé, når man snakker med fx. Producere og broadcastere.
- Bibel. Strukturen på en tv-serie bibel. Vi kigger på eksempler og snakker: præmis, tematik, karakterer, arenaer, afsnitsopbyning etc.
- Pitch. Pitchen som præsentationsform. Hvordan laver man en god pitch, hvordan præsenterer man sin idé kortfattet og præcist.
- Deltagerne færdiggør arbejdet med deres tv-serie præsentation og arbejder på en pitch. Hver part skal præsenterer enten grundhistorien, karaktererne eller tematik, arena, præmis.
HVOR: Aarhus Filmværksted, Skovgaardsgade 3, Indgang 3F, 8000 Aarhus
ANSØGNINGSKRITERIER:
For at deltage i Masterclassen skal deltageren:
- Have skrevet mindst én kort- eller spillefilm, som er blevet produceret.
- Have erfaring indenfor film- og tv-branchen.
- Vedhæfte en motiveret ansøgning af max. 1 side
- Vedhæfte et kortfattet CV
Masterclassen er gratis, men da der er begrænsede pladser er ansøgning nødvendig.
Send din ansøgning senest d. 4/5-18 kl.12 her.