De 4 talenthold fra Serieskolen 2022 er blevet udvalgt
28. juni 2022
I dag offentliggør Fonden Filmtalent, herunder Filmværkstedet / København, Aarhus Filmværksted, Odense Filmværksted sammen med Netflix, de sidste fire talenthold fra dette års serieskole, som nu får en unik mulighed for at lave et pilot afsnit af deres egen serie. De fire talenthold vil hver modtage i alt 130.000 kroner samt adgang til professionelt udstyr og vejledning fra filmværkstederne.
Det første år af Serieskolen, 2021, var en stor succes. Mere end 200 talentfulde unge ansøgte om at være en del af Serieskolen - et antal, der senere blev skåret ned til tre talentfulde hold, som alle overraskede både lærere og mentorer fra den danske filmbranche og Netflix. Serieskolens andet år har, endnu engang, imponeret repræsentanter fra filmbranchen.
I år har de regionale filmfonde FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje været samarbejdspartnere på Serieskolen, 2022. Det nye samarbejde har gjort det muligt at støtte et fjerde talenthold, hvilket betyder, at endnu flere talenter fra hele Danmark har fået mulighed for at forfølge deres drømme og styrke deres færdigheder inden for seriel historiefortælling. Derudover modtager de fire talenthold hver i alt 130.000 kr., der skal hjælpe talentholdene med at fokusere på deres serieprojekter. I den første del af Serieskolen i 2022 deltog 298 talenter i syv masterclasses, og dette antal er nu blevet skåret ned til de fire endelige talenthold.
Et bredt panel bestående af værkstedsdirektørerne, sammen med Jenny Stjernströmer Björk fra Netflix, Piv Bernth fra Apple Tree Productions, Maj-Britt Landin fra Drive Studios, Morten Kjems Hytten Juhl fra SAM Productions har udvalgt de fire talenthold.
De fire udvalgte talenthold er:
Projekt: Kollegiet af Selina Izabella Wilken, Frederik Paludan og Kristian Pedersen
Projekt: Faker af Sara Wraae Bomholt, Theis Gavnbo Holmstrup og Jes Bergholt Bach
Projekt: For alt i verden af Signe Høiholm Fejer, Pernille Lund og Sofie Krogh Grud
Projekt: Self Made af Ida Karoline Juul Dolmer, Nikolai Boesby Skou, Lina Csillag, Marie Katrine Juul Dolmer og Oliver Pilemand
Direktør for Odense Filmværksted, Mette Bihl:
“Serieskolen 2022 indeholdte tre weekend workshops for de 12 talenthold – og det var helt fantastisk at have besøg af dem på Odense Filmværksted på tredje og sidste workshop. Der er blevet skabt et stærkt bånd mellem alle talenterne på tværs af hold - og de har delt ideer og netværk for at styrke hinandens seriekoncepter. Alle projekter har udviklet sig gennem forløbet med professionelle kapaciteter fra Netflix og den danske serie-branche, så manuskripter, visuel stil og produktion var toptunet til mødet med branchen den 23. juni i Cinemateket.”
I februar 2021 lancerede Fonden Filmtalent, herunder Filmværkstedet / København, Aarhus Filmværksted og Odense Filmværksted, Serieskolen i et nyt samarbejde med Netflix. I januar 2022 blev skolens anden sæson offentliggjort - endnu engang med et fokus på at udvikle unge talenter fra hele Danmark. Fra starten har det været det ultimative mål for Serieskolen at give nye talenter mulighed for at udvide deres viden inden for seriel historiefortælling og give dem en større forståelse for branchen.
Direktør i Fonden Filmtalent, Jeanette Reutzer:
“Vi har igen i år oplevet en enorm interesse og opbakning til Serieskolen fra både talenter og den danske film og tv-branche. 33 af de dygtigste kræfter inden for serieproduktion i Danmark og fra Netflix har undervist og vejledt 36 instruktører, producere og manusforfattere i udviklingen af deres egne seriekoncepter. Uden branchens engagement og lyst til at dele viden, ekspertise og faglighed kunne vi ganske enkelt ikke lave Serieskolen. Også et stort tak for støtten til de regionale fonde, og til Netflix for det fantastiske partnerskab og viljen til at investere i den næste generation af unge danske serietalenter. Med Serieskolen har vi fået skabt en helt ny platform for den landsdækkende talentudvikling på tværs af landets filmværksteder. Det er vi utroligt taknemmelige for.”
Netflix ser dette partnerskab som en fantastisk mulighed for at styrke fremtidige danske talenter og sikre at endnu mere godt indhold vil blive skabt i Danmark. De er meget stolte over Serieskolen.
Jenny Stjernströmer Björk, Director of Nordics original series hos Netflix:
“Endnu engang har det været en stor fornøjelse og ære at være partnere med Fonden Filmtalent og filmværkstederne i København, Aarhus og Odense i investeringen af næste generation af danske kreative talenter gennem Serieskolen. Det har været ekstremt unikt at opleve alle de modige og talentfulde unge mennesker som tog del i programmet og forhåbentligt vil vi se meget mere til denne nye generation af danske talenter.”
Om Serieskolen 2022
Serieskolen er et landsdækkende talentudviklingsprogram rettet mod nye kreative talenter, der gerne vil arbejde i serieformatet og udvikle deres serielle fortælleevner.
Deltagere i Serieskolen får mulighed for at udvikle og styrke deres færdigheder og kompetencer gennem udviklingen af egne serieidéer. Professionelle fra både Netflix og den danske film- og tv-industri vil undervise og vejlede talenterne i en bred vifte af masterclasses og workshops med fokus på udviklingsprocessen fra pitch til pilot. Deltagerne får desuden en unik mulighed for at møde og netværke med repræsentanter fra branchen ved et branche-pitch arrangeret af Serieskolen.
Talentholdene vil have mulighed for at mødes, interagere og netværke med både hinanden og de andre undervisere under tre weekendworkshops i Aarhus, Odense og København.
For Serieskolen 2022 vil flere gratis online masterclasses også blive tilgængelige for alle i begyndelsen af programmet.
Den første del af Serieskolen består af 7 masterclasses som tilbyder et stort indblik i arbejdet med serielle formater for alle med interesse for udvikling og produktion af tv-serier. De forskellige masterclasses vil blive afholdt af nogle af branchens stærkeste fagpersoner, såsom medie- og tv-ekspert Keld Reinicke, instruktør Mikkel Serup og Jenny Stjernströmer Björk og Chris Mack fra Netflix. Del to og tre af talentudviklingsprogrammet vil blive tilbudt udvalgte Serieskoletalenter.
Til sidst i forløbet vil fire nye talenthold få mulighed for at udvikle en pilot. De vil hver modtage i alt 130.000 kroner samt adgang til professionelt udstyr og vejledning fra filmværkstederne.
Om Fonden Filmtalent
Fonden Filmtalent blev oprettet i 2016 med henblik på at rekruttere, udvikle og markedsintroducere talenter indenfor film, tv, animation og spil, samt på anden måde understøtte den kunstneriske, kulturelle og erhvervsmæssige udvikling af de filmiske genrer og udtryksformer bl.a. ved at sikre, at der er et landsdækkende talentudviklingstilbud med lokal repræsentation.
Om Netflix
Netflix er verdens førende streamingtjeneste for underholdning med 222 millioner betalende medlemmer i over 190 lande, som ser serier, dokumentarer og spillefilm og spiller mobilspil i en lang række genrer og på en lang række sprog. Netflix-medlemmer kan se alt det, de vil – når som helst, hvor som helst – på enhver skærm med internetadgang og starte, pause og genoptage serier og film helt uden reklamer eller forpligtelser.
For mere information, kontakt venligst:
Jeanette Reutzer, Fonden Filmtalent
Telefon: 31 23 69 64
Mail: jeanette@filmtalent.dk
For henvendelser til Netflix, kontakt venligst:
Karen-Sofie Holm Brunse, LEAD Agency
Telefon: 51 51 81 02
Mail: karen-sofie@leadagency.dk